Alene og ikke alene i naturen

I nat sparkede himlen sin dyne af skyer af, så der ikke er noget til at holde på varmen. Samtidig blæser en isnende vind fra nord. Men inde i skoven står træerne skulder om skulder og luner sig. Her er vinden kun en stille hvisken, som lyden af havets susen på afstand.

Er det et talende træ? 

Det er fugleunger, der ligger gemt og beskyttet i et hul i et træ. Ungerne har kun en tanke i hovedet: mad. De har ikke spekuleret over, at når de tigger så højlydt, så afslører de deres gemmested.

Snart kommer madmor – en stær – hjem med en orm i munden. Da den får øje på mig, skræpper hun op og skælder ud. Fugleungerne i træet bliver øjeblikkeligt tavse. De aner uråd. Jeg går min vej, så stæren kan komme til sine unger med de friske forsyninger.

En mudderklire vipper med sin hale, mens den søger føde på en ø ude i det strømmende vand.

Jeg sætter mig i det bløde mos med et træ som ryglæn, lukker øjnene og skruer op for de andre sanser. Hører bækkens lyde, mærker træets ru bark på ryggen og det fugtige mos på rumpen.

Igen er jeg ikke alene. Når jeg åbner øjnene, ser jeg et par krondyr, der var på vej til at krydse åen i min retning. Da de får øje på mig, lunter de stille afsted.

Bæveren har også været her. Adskillige træer ligger hulter til bulter som pinde i et spil mikado. Nogle har ligget der i flere måneder eller år; nogle er friskgnavede. Får jeg mon lov til at se bæveren en dag? Og hvor har den bygget sit bæverbo? Der er stof til flere opdagelsesudflugter her.