En hedetur ved Vesterhavet

Når temperaturen kravler op over 25 grader, lokker en dag ved Vesterhavet, den vestligste forpost i DN Holstebros område. Så jeg pakker solcreme, solhat, solbriller, picnic, termokande, bog, og min trofaste sammenklappelig stol og tager afsted. Jeg når ud til Husby Klitplantage ved 11.30-tiden og tænker, at jeg efter halvanden times vandring kan spise frokost og bade.

Det er måske kun mig, der er så skør at tage på en mellemlang vandretur midt på dagen i denne varme. Allerede da jeg begynder at vandre, har temperaturen sneget sig op på 28-29 grader, og solen bager ned fra en stort set skyfri himmel. Og det viser sig, at turen varer to timer.

Den første del går langs vandet, hvor de evige bølger spiller en meditativ baggrundsmusik. Det er en trøst at vide, at bølgerne bliver ved, uanset hvor meget vi mennesker ellers påvirker kloden.

Det er endnu ikke højsæson for turister, så stranden er sparsomt befolket med mennesker. En del af dem, der er her, er nøgne. Det viser sig, at denne del af stranden er nudiststrand, eller naturaliststrand, som det hedder på nudansk.

Jeg spadserer tæt på vandkanten i 45 minutter, inden den markerede rute leder mig lidt ind i landet til klitheden. Her er lyng, og græsser, og krogede kratbuske, der ikke tilnærmelsesvis tilbyder skygge.

Der er seje små blomster, der kan klare det salte, blæsende liv i det næringsfattige sand. Blomsterne sørger for kolorit i det grågrønne landskab og tilbyder næring til sommerfugle og andre insekter.

Varmen gør, at det fine, hvide sand er meget løst. Pyha, det er hårdt nok, når det går ligeud, men nogle gange fører ruten stejlt opad sandklitterne, og jeg synes ikke, at jeg bevæger mig fra stedet. Jeg overhales af en løber akkompagneret af en cyklist. Seje, unge mænd! Selvpinere!

Sidst på ruten står nogle af Moder Naturs skulpturer, som ikke lader en i tvivl om, hvilken vej vestenvinden kommer fra. Det er hårdt at være et træ på Jyllands vestkyst.

Tørsten og sulten begynder at melde sig, sveden driver ned ad ryggen og mine tanker kredser om at komme i badedragten og få mig en dukkert. Det kolde hav lokker dog ikke. Der er for mange brandmænd, og understrømmen er hellere ikke fristende, selvom jeg er god til at svømme.

Heldigvis er der en badesø. Hvilken vidunderlige gave efter den hede og trættende vandretur! Jeg klæder om og skynder mig ud i det kølige, rene grundvand. Søen er dyb nok til, at man kan svømme ordentligt, og der er ingen lumsk understrøm. Det kølige vand får mit velvære til at ryge helt i top. Ja tak til endorfiner!

Jeg er selvfølgelig ikke den eneste, der nyder godt af søen på denne skønne sommerdag, så jeg stiller stolen op væk fra de andre, på et sted, hvor der er vandplanter og dårlig adgang til vandet. Her er til gengæld masser af livlige, sorte haletudser og elegante glinsende guldsmede.