Motion for krop og fantasi
Stråsø Plantage del 2På en vandretur i Stråsø Plantage en kølig dag i maj, som jeg skrev om i forrige naturblog, fortsætter jeg fra den krogede egeskov forbi duftende porseplanter til en vindblæst hedeslette.
Den isnende vind pisker håret i alle retninger og giver kulør til kinderne. Jeg lukker jakkens lynlås helt op til hagen og bøjer hovedet. Lidt efter skifter landskabet igen. Nu kommer den del af turen, som er dagens pulsøvelse: en meget stejl bakke, som jeg helst skal bestige uden at holde pause.
Halvvejs opad bakken lyner jeg jakken op for at lufte ud for noget af den varme, jeg producerer. Pyha! Ikke stoppe! Bliv ved – du er snart på toppen! Og ganske vist når jeg toppen af bakken, hvor H.C. Andersen også har været. Jeg klatrer op på ”Lærkehøj”, hvorfra landskabet udfolder sig på lang afstand i alle retninger. Her blev H.C. Andersen inspireret til at skrive teksten ”Jylland mellem tvende have”, herunder de fremsynede linjer ”Skynd dig, kom! om føje år/heden som en kornmark står”. Hele teksten står skrevet på et skilt ved højen.
Naturen giver fantasien frit løb og fred dybt inde i sjælen.