Naturen i min have

Indrømmet – der er nogle gange, hvor jeg ikke orker at tage væk fra hjemmet og ud i den store natur. I dag, for eksempel. Allerede kl. 10 om formiddagen havde temperaturen sneget sig op på 26 grader i skyggen og i løbet af eftermiddagen var termometret op at hilse på 29-30 grader. Det er for meget af det gode, efter min mening. Så er det godt, at min have også byder på lidt vild natur.

Som et inkarneret ordensmenneske er det en overvindelse for mig at give slip på havedisciplinen. Men jeg ønsker også en have, der tiltrækker fugle, sommerfugle, bier, pindsvin, tudser, mus og hvad der ellers har lyst til at kigge forbi eller slå sig ned.

I flere dele af haven slækker jeg derfor for disciplinen og lader naturen råde. I nogle tilfælde sker det ved, at naturen selv finder ud af det. I andre tilfælde giver jeg en hjælpende hånd.

En oase i villakvarteret

Det har ført til, at haven er blevet en oase for villakvarterets vildt. Naturen kommer af sig selv: flyvende, gående, springende eller kravlende. Frø føres hertil med vinden eller fugleklatter og bliver til blomster og træer. Ænder vralter ind på matriklen og æder græs, andemad og det fuglefoder, der falder ned fra foderbrætterne. Tudser hopper ned i havens dam med et lille ”plop”.

Selvsået campanula trives i det ugæstfrie miljø blandt fliserne. Det samme gælder en gule blomst, som er kommet hertil i år

Selvsået citronmelisse breder sig flot og dufter dejligt.

Fingerbøl (digitalis) spreder sig velvilligt. Bierne kravler gerne helt ind i blomsten. Der må smage godt derinde!

Et selvsået tjørnetræ skaber skygge for udestuen, så der ikke bliver brandvarmt i stuen på de solrige dage.

Det nedfaldne træ

Liv og død hænger uløseligt sammen. Er der et træ der skranter, får naturen lov til at gå sin gang, så det døde træ kan skabe grobund for et nyt og varieret liv. Træer i min have får således lov til at falde om af sig selv, og hvis de ikke er til gene for naboer, får de lov til at ligge, hvor de falder. Det er også langt nemmere end at fælde dem.

Det seneste tilfælde af denne type dynamisk økosystem er et birketræ i det hjørne af haven, hvor der er en lille dam. Træet levede i flere år en halvdød tilværelse i oprejst stilling. Her til foråret væltede træet og danner nu en bro over dammen.

Råddenskaben sætter smukt ind. Skrigorange svampe gror i selskab med insekter og nedbryder træet.

Trods den forringede adgang til vandet i dammen, var der i foråret besøg af en and. Hun må have været tilfreds med forholdene, fordi få dage efter tog hun sin kæreste med, en gentleman-andrik der uselvisk holdte vagt, mens hun græssede. Derefter hoppede de begge i vandet og svømmede den ene meter frem og den anden meter tilbage.

Jeg slår ikke græsset i dette hjørne af haven. Når man står der, er det som om, at man befinder sig i en rigtig skov. I det hele taget betragter jeg haven som en lysning i en skov i stedet for en græsplæne, hvor der er plantet træer og buske rundt omkring.

I næste artikel fortæller jeg om, hvad jeg aktivt gør for at fremme den vilde have.