Stråsø som naturnationalpark

Jeg trasker på min sædvanlige vandrerute i Stråsø Plantage med udgangspunkt fra Gosmer Bro.

Blomsterrestauranten er åben for selvbetjening, men i dag blæser det for meget til, at særlige mange sommerfugle kigger på menuen. Jeg ser kun en bredpande og en meget lille brun, meget plettet sommerfugl. Begge smutter for mig, inden jeg når at studere dem nærmere, for slet ikke at tale om at tage deres portrætter.

Åens rislende lyd er massage for ørerne og får mig til at stoppe op og falde i staver. Bagved er skoven med de krogede egetræer iklædt grønt

Jeg noterer med glæde, at bæveren igen er aktiv ved dens sædvanlige sted ved åen. Den store gnaver er en gave til biodiversiteten. Den skaber dynamik i skoven, som kan føre til nye økosystemer. Jeg synes dog, at den skulle få lidt coaching fra sine artsfæller i Klosterheden, så der kan komme mere gang i foretagendet i Stråsø

Jeg har gentagne gange hentet inspiration fra Stråsø Plantage til Naturbloggen (Alene og ikke alene i naturen, Motion for krop og fantasi, Former, farver og føde, Skoven i lockdown, Lys er mere end bare fravær af mørke, Et nyt år begynder – godt nytvår!). 

I dag kredser mine tanker dog mest om det særlige danske begreb naturnationalpark, idet Stråsø for nyligt er udpeget som en kommende en af slagsen. I Stråsø er der mange forskellige biotoper med å, egeskov, våd skov, forsumpede porsekrat, vidtstrakt hede, indlandsklitter, græsland, åbne landskaber og mørke skove.

Her er bæver, ulv, grævling, store mængder krondyr samt et spændende plante- og insektliv. Det er ved første øjekast et godt udgangspunkt for et selvforvaltende naturområde. Spørgsmålet er så, hvor selvforvaltende det får lov til at være – og hvor godt udgangspunktet egentlig er efter generationers skovbrug og andre menneskelige aktiviteter.

Stråsø har fået status som naturnationalpark

Jeg glæder mig overordentligt meget over, at naturen er kommet på dagsordenen. Da de første nationalparker blev udpeget i Danmark, jublede jeg – indtil jeg opdagede, at de nærmest ikke var andet end streger på kortet.

Der var ingen planer for, hvordan naturen skulle forvaltes, og nogle af de såkaldte nationalparker indeholder både landbrug, byer, sommerhusområder og alt muligt andet, der ikke fremmer naturen. Det er en skændsel at kalde dem nationalparker. I mit oplevelsesrige rejseliv har jeg har besøgt 64 nationalparker i 17 lande fordelt på seks kontinenter, og jeg har aldrig oplevet noget så ynkeligt.

Nu har de danske politikere tilsyneladende set lyset og har kastet sig over begrebet naturnationalparker (NNP). Det er et godt skridt i den rigtige retning – men et babyskridt! Hvis alle 15 NNP får samme gennemsnitsstørrelse som de fem, der p.t er udpeget, kommer det til at udgøre blot 0,7 procent af Danmarks areal. Ja! Du læste rigtigt! Under en procent af Danmarks areal fordelt som 15 små klatter over hele landet er vi villige til at afse til områder, hvor det er naturen, der får førsteprioritet. Steder, som skal bidrage til at forbedre Danmarks forarmede biodiversitet.

Hvorfor har man i stedet ikke valgt at lave nogle få men meget større, sammenhængende arealer. Der kunne f.eks. være en langstrakt NNP i Nordvestjylland, hvor man opgraderer Thy Nationalpark til NNP og udvider den, så den går fra Harboøre i syd til Blokhus i nord. En anden mulighed er at lave grønne korridorer fra Stråsø NNP til Klosterheden i nord, Hoverdal i syd og Husby og Felsted Kog i vest. Eller hvorfor ikke ligefrem være visionær og sige, at alle statens arealer skal være NNP eller anden form for beskyttet natur? Se selv på kortet her, hvor lidt areal det egentlig drejer sig om, som staten i så fald skal afgive.

Lad naturen råde

Jeg er dog, trods alt, kisteglad for, at de første skridt er taget, og at Stråsø er blandt de udpegede nye NNPer. Jeg håber blot, at det hele bliver forvaltet, så den ”naturlige” natur kommer i første række.

Min mavefornemmelse er at lade naturen forvalte sig selv, så det ikke bliver nødvendigt at tilføre dyrearter, der ikke af sig selv søger til området, og at det følgeligt ikke bliver nødvendigt at indhegne området og udføre tilsyn med de indhegnede dyr.

Naturens tre vigtigste behov lige nu er plads, plads og plads. Kunne vi ikke begynde med at give den det og så vente med at se, om der i Stråsø, med dens krondyr og bævere, vitterligt er behov for elge, visenter, heste, bison, køer, hegn og tilsyn?

Jeg foreslår følgende fremgangsmåde:

· Beslut, hvad man vil med området, inden man går i gang med noget som helst. Skal naturen være fuldstændig selvforvaltende eller ønsker vi at give en hjælpende hånd til bestemte typer natur, f.eks. hede?

· Kortlæg, hvordan området er nu og bruge det som baseline. Tag udgangspunkt i baseline for at lave en plan for, hvordan området skal forvaltes, og for at måle, om tingene går i den ønskede retning.

· Lyt til den nyeste evidensbaserede videnskab fra Danmark og udlandet og baser beslutningerne på denne viden.

· Forfald ikke til følelsesladede, faktaresistente folkestemninger

· Fjern ikke-hjemmehørende træarter. Derved skabes lysåbne arealer og hjemmehørende arter kan nemmere etablere sig.

· Reetablere hydrologiske forhold, dvs. hold op med at dræne.

· Mål forholdene løbende i de kommende mange år og juster planerne derefter. Hvis det viser sig, at de nuværende bestande af græssere ikke kan følge med plantevæksten, først da udsæt supplerende græssere. Gør det i små mængder, derefter flere, hvis der er behov, og kun i et omfang, som området kan bære.

Personligt håber jeg ikke, at området skal indhegnes for at styre græsningstrykket. Det bliver i så fald første gang i mit liv, at jeg besøger en nationalpark – øh – naturnationalpark, der er indhegnet.

Jeg må dog erkende, at hvad jeg har af personlige ønsker og interesser er underordnet. Vi står midt i en biodiversitetskrise på verdensplan. Danmark er sammen med Belgien Europas bundskrabere på naturskalaen. Det er det, vi skal forholde os til og rette op på, og det kan ikke gå hurtigt nok.

Nogle af perlerne i Stråsø Nationalpark er vårkobjælde, plettet gøgeurt, citronsommerfugl, ulv (her blot dens gødning med en arbejdende ådselsbille), klokkelyng og store vidder. Dem skal vi passe godt på!

Er du ligesom mig i syv sind om rewilding, så læs mere i den afbalancerede artikel DN: Ingen rewilding-dyr skal dø af sult eller lide i naturen.