Først tror jeg, det er et blad, der falder til jorden. Men så bevæger det sig sidelæns. Det er en fuglekonge, Danmarks mindste fugl. Det lille væsen synger sopran i vinterskoves dybe ro i Stråsø Plantage. Så jeg er ikke helt alene i den ellers tyste skov i eftermiddag.

Skoven er ellers i lockdown ligesom resten af samfundet. Det meste er stillet i bero. Planterne sover vintersøvn og samler kræfter til forårets løjer.

Vandpytter er frosset og lyder som glas, der går i stykker, når man træder i dem.

Som en blød dyne ligger det nyfaldet sne på alting og udjævner de skarpe kanter. På et picnicbord med bløde, hvide puder kommer der ingen siddende gæster i dag.

Ligesom os andre i lockdown bevæger en hare sig hen til sit foretrukket fourageringssted.

Er der skovbrand? Nej, det er bare Moder Natur, der lukker og slukker for i dag. Hun minder mig om, at jeg må skynde mig hjem fra skoven, før jeg bliver fanget af den sorte vinternat.