Træerne og buskene har taget deres farverige efterårskjoler på, så nu vil jeg ud i skoven og se på deres modeopvisning. Det småregner, men da det altid er godt vejr i en skov, gør det ikke så meget.

Jeg tager til Rydhave Skov, hvor naturen i høj grad får lov til at vokse og udvikle sig på sine egne vilkår. Sådan er det heldigvis flere steder nu om dage. Det er blevet moderne at lade naturen passe sig selv i stedet for, at vi mennesker blander os i alting.

En naturlig natur giver et herligt miks af levende væsener. Her dufter af svampe og våde blade, og svampevækster pynter på jorden og træstammer. Det døde danner grundlag for nyt liv.

Løvet tilbyder en farvepalet af grønt, gult, orange, rødt og brunt i en smukt glidende skala af nuancer. Vildnisset er et virvar af farverigt liv.

Op og ned i et kuperede landskab

Det er holdt op med at regne, solen skinner, og jeg har ikke lyst til at vende hjem endnu, selvom skovturen er slut. Så jeg kører hen til Tindskov Bakke, der ligger meget tæt på Rydhave Skov.

 Istiden har efterladt sine spor her. Det er et stærkt kuperede terræn med slugter og højder. Ved højdepunktet i det fine, klare efterårsvejr, kan jeg se over et bølgende, grønt landbrugslandskab helt hen til Venø Bugt. Det yndige land!

Den markerede sti går op og ned gennem en fold, hvor der i løbet af sommeren har gået kreaturer eller får. Nu er der kun mig. Midt gennem det hele løber en tunneldal, hvor enorme, gamle egetræer og bøgetræer gror. Hvad har de oplevet i deres lange levetid? Hvad mon de kunne fortælle os, hvis vi forstod deres sprog?

I løbet af min vandring samler jeg blade sammen. Alle har vel deres mærkelige vaner. En af mine er en hang til at ordne ting efter farve, og det gælder også naturens efterårsløv.